Mennesket bag The Switch

Det var som sagt i en periode af mit liv, hvor min ene søn havde det rigtig svært. Som så mange nætter før, lå jeg i min seng en nat og stillede mig selv spørgsmålene ”Hvad er det der gør at Gustav var så fastlåst i sine overbevisninger”, “Hvad er det vi som mennesker ikke har lært, siden at vi bliver ved med at gentage vores mønstre”, “Hvad er det jeg ikke har lært”,?

Mens jeg lå der kl. 3 om natten, og prøvede at relatere til mine gentagne spørgsmål, skete der det mest besynderlige.
Jeg havde en oplevelse af at blive løftet ud af kroppen og komme til et sted hvor jeg på én gang kunne se alt den viden jeg havde tilegnet mig igennem hele mit liv, uden tid, sted og rum. Det var som at al den viden jeg havde tilegnet mig, og de tusindvis af TED talks, dokumentarer og forelæsninger, først langsomt blev præsenteret for mig, hvorefter jeg kunne se det hele på en gang. Jeg tror bedst jeg kan beskrive det som at stå inde i en stor bibliotekssal, hvor man først åbner en bog, derefter en anden, for så at accelererede op, til at man kan læse/se/føle alle bøger på en og samme tid.

Det føltes ikke som om jeg så tingene, mere at det hele var en del af mig. Jeg havde følelsen af at være kommet til et sted med ubetinget ro og forbundethed til alt det der åbenbarede sig for mig. Jeg var i stand til at se og fokusere på tusindvis af ting på samme tid.

Jeg kunne se de store sammenhænge på tværs af religion, biologi, evolutionsteori, psykologi, sociologi, videnskab, kulturer og meget, meget mere.

Jeg kunne trække tråde mellem mine gentagne spørgsmål og det der her havde manifesteret sig for mig, indtil det hele pludselig samlede sig, og jeg med ét så og følte svarene på alle mine spørgsmål.

Jeg nåede knap at mærke forløsningen ved at have set svaret, før jeg følte en ny ekspansion. En ekspansion ind i min egen krop, hvor jeg kunne se og føle alle cellerne i min krop på en gang. Jeg oplevede, hvordan alle cellerne, nervesystemet og vores andre systemer i kroppen, arbejder sammen, og at alle cellerne i kroppen deler den samme hukommelse.
Jeg blev til bare én celle, og så og mærkede alle de dele cellen er opbygget af. Jeg så hvordan hver lille del af cellen samarbejder, og hvordan vores DNA på engang skabes og skaber.
Det er umuligt at beskrive denne oplevelse med ord – men på en gang kunne jeg erfare/føle/forstå .. hvordan alt liv på jorden er forbundet og i evigt samspil. Jeg kunne se at det jeg følte var mig, var den samme følelse som var repræsenteret i hver celle i min krop. Jeg var cellen og cellen var mig.
Da jeg havde set hvordan hver celle kroppen arbejder sammen som en organisme, med den cellulær hukommelse, ekspanderede jeg igen ud af min krop og ud i universet.
Først til et sted hvor jeg så og var alt liv der var, og havde været på jorden. Det var ikke en følelse af, at jeg var beskuer. Jeg var alt liv på jorden. Herefter ekspanderede jeg ud gennem solsystemet, ud i galaxen, ud til et sted hvor jeg kunne se og føle hvordan jeg var forbundet og ét med hele universet. Jeg kunne se og mærke at vi alle var lavet af energi. Jeg både så og var det hele, på samme tid. Jeg så hvordan det hele virkede til at stamme fra en lysende kilde i centrum af universet.

Jeg var under hele oplevelsen opfyldt af en følelse af ubetinget fred, ubetinget kærlighed og en ubetinget følelse af at være ét med noget, der var meget større end mig.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg var i denne bevidsthedstilstand, for det var som om tid, sted og rum var blevet opløst. Men lige så pludseligt som jeg forlod min krop, blev jeg suget tilbage i den.
Det havde været mørkt udenfor, da jeg blev suget ud af kroppen, og da jeg atter registrerede at være tilbage i min seng, var det begyndt at lysne.

Jeg lå i sengen og kiggede op i loftet. Stadig med den samme ubeskrivelige følelse af at være forbundet til det hele. Jeg begyndte at græde. Både af lettelse, forløsning og følelsen af at jeg endelig havde fundet vejen til at kunne hjælpe min søn.